STATUS PÅ TLF.- INTERNET OG TV – PROBLEMATIKKEN VED GJERRILD NORDSTRAND
UDFORMET I FORBINDELSE MED GJERRILD NORDSTRANDS GRUNDEJERFORENINGS GENERALFORSAMLING 05. MAJ 2016
Som bekendt nedsatte Gjerrild Nordstrands Grundejerforening i 2015 en arbejdsgruppe.
Gruppen består af DCU: Peter Toft – Primanet: Bent Sørensen – GNG- medlemmer: Henning Kusk - John A. L. Jørgensen – Erik Svendsen samt Preben Larsen, som tovholder på projektet..

Arbejdsgruppens arbejde.
Gruppen havde sit 1. møde den 26. maj 2015 og har efterfølgende både arbejdet enkeltvis, samlet eller i mindre grupper med at få løsninger på bordet.

Den 18. juni blev der afholdt møde med Norddjurs Kommunes udviklingsdirektør Kim Kofod Hansen og kulturchef Helen Rosager om problemstillingen.

Senere den 9/10 havde vi et fællesmøde på DCU Gjerrild Nordstrand med ca. 80 deltagere, hvor Teracom og TDC kom med hver sit oplæg til løsninger af de dårlige internet- TV- og mobilforbindelse ved Gjerrild Nordstrand.

Der er efterfølgende holdt rigtigt mange telefonsamtaler og møder med disse 2 udbydere – uden at vi dog vi indtil april nåede helt ind til vort mål, som var, at vi havde konkrete løsninger og aftaler på bordet til denne generalforsamling.

Løsningsmuligheder.
Vi har siden sidste generalforsamling arbejdet med 2 spor:

1. TDC, som på deres område arbejdede på en løsning, hvor de via et fiberkabel hæver hastigheden på deres kobberkabler.

Hastigheden skulle kunne komme op på 20-30 mb, hvor den i øjeblikket er på under 5 mb, og skulle dermed løse internet og TV-problemer i et vist omfang, men ikke mobiltelefonien.

Denne løsning var betinget af, at minimum 40 grundejere giver udtrykt for interesse her for.

Dette tal blev opfyldt og TDC har meddelt, at de er færdigt med etableringen af en DSLAM- en bredbåndscentral, som indfrier TDC´s udmelding om væsentlig højere hastighed på internettet via kobbernettet, ligesom TDC vil kunne tilbyde TV-pakker herigennem.

Det er de udgravninger som man måske har bemærket TDC har lavet langs landevejen hertil.

Der er planlagt et orienteringsmøde herom for grundejerne fredag den 13. maj kl. 19.00 på DCU-pladsen. TDC har udsendt indbydelser til de grundejere, som har kobbernet ind til sommerhuset. Vi håber mange fra såvel Fridavej som GNG-medlemmer vil møde op og høre nærmere om TDC- løsningen.

2. Teracom har arbejdet med forskellige løsninger på placering af en ny antennemast, som ville kunne indfri behovet for hele ”pakken” d.v.s. bedre signalkvalitet på såvel, mobiltelefoni, internet og TV- siden.

Denne løsning har Teracom kunnet sætte i gang, hvis blot 50 grundejere viste interesse herfor. I den anledning blev der af Teracom udsendt ca. 480 tilsagns-anmodninger (uden betingelser) til grundejerne ved Gjerrild Nordstrand.(GNG samt Fridavej).

Der kom 70 tilbage med et ja, 25 med nej og 12 ved ikke.

På dette grundlag kunne Teracom gå videre med at finde en velegnet plads til en mast.

Men det har været et noget mere problemfyldt farvand end forventet.

Der forelå som bekendt en byggetilladelse på en mast ved Fjeldholmlejren.

Teracom har desværre ikke kunnet blive enige med bestyrelsen på Fjeldholmlejren om lejestørrelsen for at opsætte masten der.

Derfor blev der arbejdet videre med en løsning med opsættelse på DCU´s grund ved træerne bag ved det store samlingstelt.
Det er efter arbejdsgruppens, Teracoms og kommunens vurdering absolut den bedste placering.

Vi var faktisk næsten i mål med masteprojektet, lige indtil DCU´s jurist ønskede flere spørgsmål afklaret af bl.a. forsikringsmæssigt og økonomisk karakter.

Placeringen er derfor under ”time out”, idet de endelige forhandlinger mellem DCU og Teracom endvidere blev forstyrret af, at DCU´s jurist er blevet afskediget.

Endelig har Norddjurs Kommune sideløbende hermed arbejdet med Teracom om en placering på en areal lige uden for Campingpladsens bagudgang på Fjeldholmvej.

En nabohøring her er faldet positivt ud, men projektet er løbet ind i problemer med regler i Naturplejelovens § 3, så den placering var ikke den mest ideelle, men er forsat en mulighed.

Teracom har endvidere undersøgt andre 3 placeringer på private grunde og på en kommunal grund i den sydvestlige ende af Gjerrild Nordstrand.

Af udbydere, som kunne være interesserede i at komme på masten skal nævnes:
Primanet, som er med i vores arbejdsgruppe. TDC, Telia/Telenor og 3G, som alle kender til projektet og de vil ifølge Teracom positivt overveje tilsagn om at koble sig på den nye mast.

Norddjurs Kommune arbejder med på sagen:
Norddjurs Kommune har stor fokus på området omkring Gjerrild Nordstrand og Gjerrild by, og er i tæt kontakt med Teracom om placeringen af masten.

Kommunen gør hvad de kan for at vi kan komme i mål med projektet. De deltager også i vore arbejdsmøder.

Det havde været dejligt, såfremt vi kunne nyde godt af tilskud til projektet. Men det har vist sig, at kommunen ikke har mulighed for at gøde jorden med et økonomisk tilskud fra 14 mio. kr.-puljen, som de pegede på under stormødet i oktober 2015.

Eva Holm Iversen, kommunens økonomidirektør indtil for nyligt, skriver således til arbejdsgruppen herom:
” Mht. den økonomiske del er der pt. ikke nogen planer om, at kommunen medfinansierer masten. Puljen på de 14 mio. kr. kan kommunen kun bruge til etablering af passiv infrastruktur, dvs. mobilmaster eller tomrør, som bredbåndsselskaber eksempelvis kan blæse fiberledninger i.

Af hensyn til konkurrenceforvridning, må Norddjurs Kommune ikke gå ind og støtte projekter, hvor private operatører allerede har planer om at rejse master eller grave tomrør ned. I dette tilfælde ønsker Teracom selv at etablere en mast og stå for driften af den.”

Vi bør nævne at Teracom ejes af den svenske stat og har ”baggrunds-økonomi” i orden, men projekter af vor karakter skal naturligvis være forretningsmæssigt rentabel.

I den forbindelse har vi ikke blandet os i prisniveauet blandt udbyderne, men vi har påpeget, at prisen har en afgørende virkning for tilslutning til de enkelte udbyderes produkter.

Opsummering. Hvor er vi nu ? :

1. TDC projektet er gennemført.

TDC afholder som nævnt orienteringsmøde herom fredag den 13. maj kl. 19.00 i DCU´s samlingstelt.

2. Masteprojektet arbejdes der fortsat videre på.
- Vi kan oplyse, at vi pr. telefon fra Anders Hansen, Teracom, har fået oplyst, at der nu foreligger en underskrevet aftale mellem DCU og Teracom, således der planlægges opstillet en mast på DCU´s grund bagved samlingsteltet.
Der må dog tages det forbehold for, at den underskrevne aftale mellem de 2 parter skal godkendes juridisk og at kommunen skal have nabohøringen og byggetilladelsen på plads. Vi forventer vi kommer i mål med denne placering af masten.

- hvis tilfældet måtte vise dette ikke kan lade sig gøre, så kan man forhåbentligt vende tilbage til Fjeldholmlejren og forsøge at finde en ny løsningsmodel.

- at Norddjurs Kommune udpeger et nyt område til en fornuftig lejepris.


Tak til TDC og Teracom, til arbejdsgruppen og ikke mindst her Peter Toft på DCU-pladsen. Han har ydet en stor indsats for at få projektet på plads, idet det også har stor betydning få turismen her i området.

Preben Larsen 06.05.2016.

  Print version klik her
 TDC klik her